Tilbage
---

Der indkaldes til

GENERALFORSAMLING I DYREHAVEGÅRDSVEJS GRUNDEJER- / BEBOERFORENING

Onsdag den 6. marts 2002 kl. 19.00

på Hotel Tre Roser

Foreløbig dagsorden:

1. Formand for Teknisk Udvalg i Kolding Kommune Iver Schriver (A) besvarer spørgsmål.

2. Valg af dirigent.

3. Formandens beretning.

4. Det reviderede regnskab.

5. Fastsættelse af kontingent for 2002. (Forslag fra bestyrelsen: 50 kr. pr år)

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer (lige år):

På valg: Næstformand Hasse Nielsen, nr. 7B (modtager genvalg). 
Kasserer Jan Läbel, nr. 12 (modtager ikke genvalg).
Ikke på valg: Formand Per Jørgensen, nr. 16, sekretær Freddie Strøm, nr. 11,
Ella Jørgensen, nr. 3

7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter: (Gerda Glockengiesser, nr. 7S, Niels Frandsen, nr. 31) 

8. Valg af 1 revisor. (Hanne Tychsen, nr. 30).

9. Valg af 1 revisorsuppleant. (Bent S. Jørgensen, nr. 3)

10. Forslag om at foreningen ændrer navn til: Beboer- og grundejerforeningen Dyrehavegårdsvej.

11. Evt.

NB:

Forslag fra medlemmerne til punkter på dagsordenen skal være formanden i hænde senest 4 dage før generalforsamlingen.

Lejere bør huske at informere ejerne om generalforsamlingen.

Nyt medlem - og stemmeberettiget - kan du blive ved at have betalt kontingent 30,- kr på girokort til kasserer Jan Läbel, Dyrehavegårdsvej 12 - inden generalforsamlingen!

Vil du vide mere: Se foreningens hjemmeside: www.dyrehavegaardsvej.dk

 

VI HÅBER PÅ AT OGSÅ DU MØDER OP!

 På foreningens vegne

Per H. Jørgensen

Formand

Tlf.  75 53 72 05

E-mail: [email protected]

   


 

REFERAT AF GENERALFORSAMLINGEN I
BEBOER- OG GRUNDEJERFORENINGEN DYREHAVEGÅRDSVEJ

 

Onsdag den 6. marts 2002 kl. 19.00 på Hotel Tre Roser

REFERAT:

1. Formanden for Teknisk Udvalg i Kolding Kommune Iver Schriver besvarer spørgsmål
Formanden for Teknisk Udvalg Iver Schriver (A) gav udtryk for sin opfattelse af trafikproblemerne på Dyrehavegårdsvej. Han mente, der var lysere udsigter forude, bl.a. påtænkes en flytning af  busruterne i forbindelse med det kommende Slotsmøllebyggeri. Allerede i forbindelse med Vejdirektoratets rapport blev politiet bedt om at foretage flere kontroller. Vejen får et slidlag på i foråret (april og fremefter), men risikoen vil være at folk så kører hurtigere. Teknisk Forvaltning forhandler med VAT om at få flyttet nogle af busruterne på Dyrehavegårdsvej. Formand Per Husted Jørgensen gjorde opmærksom på, at vejen er meget smal. Han var glad for at kunne iagttage en større politisk forståelse for vores problemer. Iver Schriver hævdede, at forståelsen altid har været der, men at foreningens ønsker ikke har været realisable. Per Jørgensen udtrykte et ønske om at lukke Dyrehavegårdsvej ved Grønningen. Carl Riisgaard ønskede, at alle andre busser end bybusser afvises. Iver Schriver sluttede med at give tilsagn om, at han også næste år gerne ville komme til generalforsamlingen. Formanden takkede for hans deltagelse og lovede, at foreningen nøje vil følge udviklingen.

2. Valg af dirigent: Freddie Strøm (nr. 11)

3. Formandens beretning: Beretningen blev godkendt med akklamation og kan læses på vedlagte bilag. Den kan også ses på foreningens hjemmeside www.dyrehavegaardsvej.dk. 

4. Det reviderede regnskab: Kasserer Jan Läbel gennemgik regnskabet, der blev godkendt.

5. Fastsættelse af kontingent for 2002.  Bestyrelsens forslag om 50 kr. blev vedtaget.

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer (lige år):  Hasse Nielsen (nr. 7B) blev genvalgt. Kasserer Jan Läbel ønskede ikke genvalg. I stedet blev Martin Peyrath (nr.10) valgt. I forvejen består bestyrelsen af formand Per H. Jørgensen (nr. 16), sekretær Freddie Strøm (nr. 11) og Ella Jørgensen (nr. 3). Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Martin Peyrath som ny kasserer.

7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter. Gerda Gloggengiesser (nr. 7) og Niels Frandsen (nr.31) blev valgt.

8. Valg af 1 revisor. Hanne Tychsen (nr. 30) blev valgt.

9. Valg af 1 revisorsuppleant.  Jan Läbel (nr.12) blev valgt.

10. Forslag om at foreningen skifter navn til Beboer- og Grundejerforeningen Dyrehavegårds-vej.  Forslaget blev vedtaget.

11. Evt. Der var en opfordring fra formanden om at se foreningens nye hjemmeside og medvirke til at indsamle historisk materiale om vejen og husene.              

Generalforsamlingen slut kl. 21.00. I mødet deltog19 medlemmer.

 

Generalforsamling 6-3-2002

Formandsberetning

1. Vejdirektoratets undersøgelser

I begyndelsen af året fik vi af kommunen bevilget penge til at få Vejdirektoratet, ved akademiingeniør Niels Moldtved, til at lave en undersøgelse af trafikbelastningen på Dyrehavegårdsvej. Det blev besluttet at gennemføre trafiktællingerne efter sommerferien, nærmere betegnet fra 22-8 til 29-8, da trafikken helst skulle være ”normal”.

Resultaterne var i hovedtræk:

Antallet af køretøjer lå på mellem 3000 og 3300 i døgnet. Tallene var behæftet med en vis usikkerhed, da ”det er uklart, hvor mange køretøjer, der har benyttet fortovet i forbindelse med passage af busser eller andre køretøjer” Omkring 250 køretøjer overtræder dagligt hastighedsgrænserne. Hastighederne ligger op til 90 km/t enkelte endda højere.

Antallet af  busser lå omkring 400 i døgnet, mens antallet af køretøjer over 5,7 meter var på 5700 i nævnte uge. Af disse kører omkring 400 køretøjer over den tilladte hastighed. Den målte tophastighed ligger mellem 80 – 90 km/t.

Der var nogen usikkerhed omkring den ulovligt gennemkørende trafik, da Vejdirektoratet kun havde kunnet konstatere 60 biler i døgnet fra nord. Efter aftale med Niels Moldtved lavede bestyrelsen med hjælp fra andre beboere endnu en manuel tælling, der strakte sig over en uge. Især Hasse Nielsen fra nr. 7 gjorde en kæmpeindsats. På den baggrund var Teknisk Forvaltning, ved ingeniør Steen Langhoff, og vi enige om, at antallet af ulovligt gennemkørende biler var omkring 200 i døgnet.

25-11 sendtes vore kommentarer til Teknisk Udvalg.

20-12 modtager vi en svarskrivelse, hvor man siger, at de gennemførte målinger giver et godt grundlag for arbejdet med en ny trafikplan, som skal udarbejdes i 2002. Vores ønsker m.h.t. Dyrehavegårdsvejs fremtid tages til efterretning og vil indgå i det videre arbejde med trafikplanen. Antallet af ulovlige gennemkørsler er ikke så stort, som tidligere antaget, men man vil dog henvende sig til Kolding Politi med resultaterne.

2. Undersøgelser af skader på husene - vejens vedligeholdelsestilstand – dokumentation

På baggrund af henvendelser fra andre beboere og ud fra egne konstateringer mente vi ikke, at vi kunne afvente arbejdet med en ny trafikplan. Vi besluttede derfor at iværksætte en undersøgelse af gener og skader forårsaget af trafikken på vejen.

Resultaterne var i hovedtræk: Vi fik 39 besvarelser, der stort set dækker alle husene på selve Dyrehavegårdsvej.

Heraf konstaterer 36 mærkbare rystelser, 24 konstaterer sætningsskader

32 lydgener, 10 har haft direkte udgifter, der ligger mellem 1000 og 10000 kr.

14 har andre kommentarer, der går på: Bilos. Mursten rystes løse. Fuger falder ud. Lofter ødelægges. Bussernes hastighed. Aggressivitet og manglende hensyntagen fra buschaufførerne. Ødelagte billeder og porcelæn.

28-1-2002 sender jeg et brev til Iver Schriver, hvor undersøgelsen er vedlagt. Heri beder jeg om en måling af rystelsernes omfang, da jeg ikke mener at en udbedring af skaderne på vejen kan afvente en ny trafikplan.

Desuden bliver der spurgt om, hvad man har tænkt sig at gøre ved hastigheden på vejen.

4-3-2002 får jeg en mail fra anlægs- og driftschef Gunnar Hansen. Han skriver:

”Der er ingen planer om at gennemføre systematiske vibrationsmålinger, og der findes ingen krav om sådanne målinger.

Det kan ikke undgås, at trafikken kan medføre mindre rystelser. Rystelserne afhænger af trafikkens omfang, vejens beskaffenhed og de geotekniske og funderingsmæssige forhold i området.

Han håber, at det med den kommende trafikplanlægning vil være muligt at fredeliggøre Dyrehavegårdsvej, men det kræver, at andre veje belastes med den gennemkørende trafik. Hastigheden kan næppe nedbringes væsentligt uden bump eller lignende. Dette kan ikke anbefales på Dyrehavegårdsvej.

Vi må fortsat afvente den kommende revision af trafikplanen og det kollektive trafiksystem.

Teknisk Forvaltning og Vejle Amts Trafikselskab er ved at undersøge mulighederne for at omlægge nogen af busruterne til Slotssøvejen.

Der vil i år blive udlagt et nyt slidlag på Dyrehavegårdsvej.

Jeg beder efterfølgende Gunnar Hansen om en definition af udtrykket mindre skader og medsender billeder til dokumentation af skaderne på vores eget hus. Desuden medsendes en udtalelse af Gunnar Hansen fra 1999, hvori han beskriver vejenes katastrofalt dårlige tilstand og de manglende midler til vedligeholdelse.

Gunnar Hansen kan ikke definere udtrykket ”mindre skader” nærmere og henviser mig til at anmelde skaderne til kommunens forsikringsselskab, som vil foretage en uvildig undersøgelse. Jeg tror nu, at jeg vil henvende mig til mit eget forsikringsselskab først.

Det er nok ikke uklogt at samle dokumentation om opståede skader på husene. Dette er også baggrunden for vores forslag om at hæve kontingentet, så vi har nogle midler at arbejde med, bl.a. til vibrationsmålinger. Pris 17.000 kr.

3. Slotsmøllegrunden

Det ser ud til at planerne for et byggeri på Slotsmøllegrunden er ved at falde på plads. Der er intet konkret endnu, men det forlyder, at man vil bygge en busterminal for både regionale busser og bybusser, hvor Rutebilstationen er i dag. Trafikken herfra skal gå ad Behrensvej og Ejlersvej. Trafikken på Slotssøvej flyttes til Ejlersvej, og der laves en park, hvor Slotssøvej er i dag. Dette skulle give muligheder for en fredeliggørelse af Dyrehavegårdsvej. Intet er vedtaget endnu.

Der har været en idefase, som slutter i dag. Dernæst udarbejdes der et lokalplan-forslag. Dette skal til høring i 6 uger inden det kan vedtages endeligt.

4. Hjemmesiden

Vi har, som bebudet til sidste generalforsamling, fået lavet en hjemmeside for foreningen. Vi takker for assistance og sponsorat fra Connie og Michael Larsen i nr. 17. Det er meningen, at siden skal bruges til at videregive relevante oplysninger om arbejdet med vejen til beboerne og andre interesserede. Desuden er det vores håb, at vi kan få lavet noget spændende om vejens og de enkelte huses historie. Det kniber lidt med tiden, så vi kan godt bruge noget hjælp fra interesserede beboere. Jeg har været på Lokalhistorisk Arkiv på Staldgården og har fundet en del billeder og andre spændende oplysninger fra vejen, men der mangler stadig meget arbejde.

5. Afslutning

Jeg vil slutte af med at sige tak til Jan Läbel fra nr. 12, fordi han i så mange år har passet på pengesagerne i foreningen. jeg håber, at du fremover stadig vil give en hjælpende hånd, hvis behovet er til stede.

Jeg håber, at vi næste år har en afklaring på vejens fremtid, og at det mangeårige arbejde vil have båret frugt med et positivt resultat.

Per Husted Jørgensen

 

---
Tilbage